Udstilling på Vadehavscentret ved Else Pia Martinsen Erz, Galerie Erz & Atelier
Udstilling på Vadehavscentret ved Else Pia Martinsen Erz, Galerie Erz & Atelier
Titel: Tak til Trækfuglene og Vadehavet
Tid: 7. februar til 29. april 2026
Tusind tak for invitationen til at udstille på Vadehavscentret. Det glæder jeg mig meget til. Det føles jo næsten som at komme hjem. Trækfuglene, marsken & vadehavet har været min store inspirations kilde i mere end 2 årtier. Det startede ved solnedgang hvor jeg første gang cyklede sammen med en kæmpe flok stære op langs Ballum diget og på forunderlig vis oplevede de tusindvis af stære finde ly for natten i krattet ved Astrup diget. Hen på efteråret fløj stærene sydpå & bramgæssene kom fra nord og indtog marsken. Jeg har nydt hvert et sekund i marsken og brugt rigtig mange timer sammen med gæssene. Gæssene har indtaget mine lærreder både i store flokke, i luften og på jorden, tæt på og langt væk. Svaner, hejre & de små fugle blev efterhånden også yndede motiver. I de sidste mange år blev tranerne de eksotiske fugle jeg ikke kunne stå for. Vandrer på vaden, gerne med spejlinger på det blikstille vadehav.
Himlens foranderlighed, naturens rasen, vinden på diget og ikke mindst alle de farver som hver dag på himlen viste sig i nye former og altid fyldte mig med inspiration. Jeg har nydt roen, stilheden og den uforudsigelighed der altid var når jeg bevægede mig ved Vadehavet.
Tidevandet der kommer og går, giver liv til de mange millioner af trækfugle der beriger livet ved vadehavet.
Opgaven med at lave motivet til UNESCOs verdensarvsflise til fejringen i 2014 er en oplevelse der har gjort stort indtryk på mig & glæden ved at være en del af dette projekt er noget jeg aldrig glemmer. Måske på samme måde som der sikkert altid vil løbe lidt tidevand i mine årer… Esbjerg kommunes verdensarvsflise er fast installeret på Vadehavscentret. Jeg glæder mig til gensynet.
Tak for en fantastik tid ved vadehavet & på gensyn.
Vind i håret vil altid minde mig om at live livet NU.
Else Pia
Blik fra udstillingen Blik fra udstillingen